Så meget godt i vente – ja, det er der!

Phie Ambos film Så meget godt i vente

Jeg kan godt lide dokumentarfilm. Jeg kan godt lide at lære noget nyt. Men dokumentarfilm bliver i reglen set på skærmen herhjemme på Torshögsgatan – ikke på det store lærred. Phie Ambos film Så meget godt i vente var en undtagelse. En undtagelse af de gode.

Filmen, der handler om livet og landbruget på den biodynamiske gård Thorshøjgaard i Dronningmølle i Nordsjælland, var betagende smuk i sine billeder og stærk i sit budskab. Næppe forestiller man sig, at kamerafocus på en mødding med komøg, halm og regnorme kan give et godt billede, der kan betage. Men det kan det. Billeder af røllike, græs, gulerødder, mælk, meget glade grise, et væld af regnorme og ikke mindst en besætning af rødt dansk malkekvæg giver i denne film betagende billeder, der dog nogle gange kvæles en anelse af en lidt irriterende lydside, hvor nogle høje toner undslipper nogle damer på ikke altid behagelig vis. Og noget meget informativ tekst, der måske skulle have haft lidt mere tid, så man kunne fordøje og forstå.

Der var godt besat i Empire bio, der måtte lægge endnu en sal til fremvisningen pga. den store interesse for filmen.

Nu indeholdt de fleste af billederne i princippet ikke noget, som man ikke havde set før. En kalv, der bliver født. Køer, der bliver drevet hjem fra marken. Grise med krølle på halen. Gulerødder, der bliver trukket op. Græs, der blev høstet. Regnorme, der forarbejdede møddingen.

Men hele pointen var netop, leveret i de dejligste billeder af alt, at det hele foregik samme sted. På den biodynamiske måde. Den bæredygtige måde. Hvor gårdens dynamik bliver betragtet som eet hele. Hvor kontakten imellem universet, kosmos, solen, gården, jorden og ikke mindst Niels Stokholm og Rita Hansen bliver eet stort hele. Et hele, der får kornet til at trives på marken, grøntsagerne til at gro, køerne til at give god mælk, og grisene til at have krølle på halen – særligt, når de skulle op og putte med en af medhjælperne på gården.

Skurken – og enhver god film skal jo have en skurk – var økologikontrollen.
Fordi Niels Stokholm er certificeret som økologisk landmand – man kan ikke statsligt blive certificeret som biodynamisk, endnu da – så var han underlagt det økologiske tilsyn, der skal føres med disse landmænd. Og tilsynsdamerne dukkede op på endnu et uanmeldt besøg. På en dag hvor køerne havde møg på benene. Møg som jo ellers ville forsvinde af sig selv. Men som jo altså var der. Og hvor man igen påtalte, at Niels Stokholm ikke havde sat drikkekopper op til køerne. For det synes tilsynsmyndighederne, at man skal. At køerne på Thorhøjgaard drikker op til 70 liter vand ad gangen fra et gammelt badekar er fuldkommen ligegyldigt. For myndighederne har bestemt, at køer skal have drikkekopper.

Thorshøggaard stod i risikozonen for at miste tilladelsen til at have dyr. Det var alvorligt. Katastrofen lurede lige om hjørnet. Og Niels Stokholm var påvirket.
Men da han er en mand, der ikke planlægger, men går til udfordringerne, som de kommer, så gik han igen ud til sine køer og sine grise. Til ukrudtet og græsset, til bioorganismerne og bakterierne som Niels Stokholm ved er en del af et hele, der ikke skal slås ihjel med pesticider, men derimod tages med i helet. Og han arbejdede videre. Og forsøgte at lære mere af dyrene og fluerne og hvorfor de gør, som de nu gør.

Og han er en mand, der er kompromisløs, når han ved, at han har ret. Kompromisløs på den stille måde. Du kan godt komme med en pose penge, der kan støtte den fond, der ejer Thorshøjgaard. Men det giver dig ikke ret til at bestemme, hvad pengene skal bruges til. For det skal hænge sammen med det andet. Med helet. Ikke blot en stort skaleret vision. Men med mikroberne, med køerne, med grisene, med regnormene.

Bekymringerne præger dog hans kone i filmen. Og de præger biografgængeren, når betragter de smukke billeder af en verden, der trues af en myndighed, der ikke forstår. For en mand, der taler med sine køer, som jeg taler med mine hunde og alt for mange katte, han må have fat i noget af de rigtige. En mand, der kan sige schyyy til en ko, der brøler, imens han taler, og hvor koen så tier stille. En mand, som langsomt kan tale en ko, der skal kælve, ind fra marken.

Han har fat i noget af det rigtige. Hvis ikke det helt rigtige. Niels Stokholm, der ikke betragter sig som den sidste, men hellere den første af en forhåbentlig lang række af biodynamiske landmænd i Danmark, der går i et med naturen, kosmos, solen, jorden, ukrudtet, grøntsagerne og ikke mindst dyrene. For der er så meget godt i vente.

Såvel 5 Pandaer som 5 Pingviner herfra til filmen og til Thorshøjgaard.

Landbruget Thorshøjgaard ejes af Thorshøjgaard Fonden og støttes af Copenhagen Street Food. Thorshøjgaard leverer blandt andet råvarer til gourmetrestauranter som Noma, Toldboden og restauranten på Nationalmuseet. Men du kan også købe fra dem!
Du kan også finde Thorshøjgaard på facebook, hvor du kan like dem.

Se et glimt af filmen og glæd dig til, at du forhåbentligt for mulighed for at se den i biografen eller hjemme på skærmen.